25. søndag efter Trinitatis
(dds 1306-08)
Salmer 3 Lovsynger Herren
541 Vær du mig nær
268 Zions vægter hæver røsten
— —
320 Midt iblandt os er Guds rige (Mel.N.W. Gade 1839)
Altergang 467 v. 7 Så tit vi mødes ved dit bord
258 Vil natten nu vige (Mel. A. Madsen 1983 – Se Grå tillæg 830)
(Tekster: Job: Naturen kommer igen efter hårde tide, for et menneske i graven er det slut, 2.Pet: Gud består når verden forgår, hold jer derfor til Gud, eller 1.Kor: Ved Guds riges komme sker en forvandling, Luk: Guds rige er midt iblandt os, selvom der er lidelse og smerte – når Riget kommer i fuld herlighed er du ikke i tvivl)
****
Bøn: Gud, når det, der sker rundt om i verden, vækker frygt og angst, hjælp os da til at have frimodighed i din søn, Jesus Kristus. Der kan ske så meget omkring os, men Kristus er den samme i går, som i dag og til evig tid.
Amen
****
Luk.17;20-33
****
Den sidste del af et kirkeår har mange tekster om de sidste tider og dommen og ligeså i adventstiden. Bemærkelsesværdigt er det ind i dette, at Peter i sit brev, når han skildrer de sidste tider og dommen, så er det hverken angst eller frygt, han skriver om, men at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at udleve Guds virkelighed. Ja, leve Gud til ære. I Lukasevangeliet kan vi også læse i et senere afsnit, hvordan Jesus opfordre os til at løfte hovedet, når alt dette sker (Luk.21;28 – teksten til 2. søndag i advent).
Når naturens kræfter raser og vi mærker undergang og ødelæggelse, både i naturen, alment menneskeligheden og specifik blandt vore kristne søstre og brødre, så lyder opfordringen til os, at vi skal løfte hovedet, ja, vi skal gøre Gud gældende i verdens forvirring.
Det er naturligt, at den modgang, vi møder, afstedkommer spørgsmål om Guds riget og hvornår det kommer. For jøderne på Jesu tid var det naturligt at stille dette spørgsmål i forhold til romermagtens besættelse og hvordan romerne vanhelligede Gud (blandede blodet fra nogle de havde dræbt med offerdyr blodet – Luk.13;1) og gjorde trospraksissen besværlig. Dybt bekymrede kom nogle farisæere hen til Jesus og spurgte ham om, hvornår Guds rige ville bryde igennem. De kendte til Guds udsagn om undergang og krig og de kendte også til Guds løfter om en frelser, fredsriget og den nye himmel og den nye jord (Es65;17f), men hvornår ville det ske?
Et spørgsmål vi måske også har lyst til at stille.
Hvornår vil Gudsriget træde igennem, manifestere sig, blive synligt?
Se, Jesu svar er todelt og rettet til hver sin gruppe af mennesker. Todelt; så vi kan beskrive det med et allerede og et endnu ikke.
Gudsriget er her allerede og det er her ikke helt endnu.
Til de bekymrede farisæere svarede Jesus, at Guds riget er her allerede. Det er til stede i Jesus selv, i Guds søn, Menneskesønnen. Guds rige er midt iblandt os. I denne forstand kommer Guds riget ikke i en sådan form, at vi kan iagttage det ude fra. Iagttage det således, at det er uimodsigeligt og vil kunne lokaliseres på et bestemt sted. Se, Jesus kunne jo godt ses og hans undergerninger vidnede om hans guddommelighed, men det var ikke uimodsigeligt eller endeligt.
Gudsriget er her allerede midt iblandt os i Jesus Kristus. Vi kan få del i Gudsriget ved at følge Jesus, lytte til ham, hylde ham gennem vore gerninger og udbrede Gudsriget ved at fortælle om ham.
Men så kommer spørgsmålet igen, denne gang uudsagt fra dem, der er i Gudsriget ved at følge Jesus – altså disciplene. Jesus fortsætter beskrivelsen af Gudsriget, da han er blevet alene med disciplene (Luk.17;22). Forståeligt nok har farisæerens bekymring også ramt disciplene. Disciplene oplevede jo også romermagtens besættelse og vanhelligelse, de kunne også mærke uroen og tidens tegn. Men Jesu svar til disciplene er anderledes end til farisæerne. Her drejer det sig ikke om, at Gudsriget allerede er her, for det har de tilsluttet sig gennem troen på Jesus, gennem det at følge ham og ære ham. Her bliver svaret rette mod Gudsrigets endelige gennembrud. Her vil det være tydeligt, pludseligt, uimodsigeligt og gennemgribende uden mulighed for at ændre noget.
Vi lever således i en tid, hvor Gudsriget allerede er her gennem efterfølgelsen af Jesus. Han vil i denne periode ikke være fysisk til stede således, at vi kan tage hen og besøge ham. Men den dag han kommer igen, vil vi ikke være det mindste i tvivl. Det er ind i den nuværende periode, at Peters brev hører til, hvor han ikke appellerer til angst og frygt, men til at leve Gud til ære, mens vi venter. Vi skal være ivrige, ja, anstrenge os for at leve Gud til ære.
Gudsriget er et allerede og et endnu ikke. I Jesus er Gudsriget os helt nær, men den endelige afslutning på det onde og ophøret af det ondes sammensmeltning med Guds skabte verden, den har vi endnu til gode. Den ny himmel og den ny jord skal vi have for øje således, at vi med glæde lever for hinanden her og nu Gud til ære. Ja, sådan at andre må se vore gode gerninger og prise og takke Gud (Matt.5;16 og 1.Pet.2;12).
Hvornår kommer Guds rige? Det endelige gennembrud kender ingen af os, men vi kan i leve i og udad den del af Gudsriget, der allerede er her, nemlig Jesus Kristus. Vi skal udleve Guds nærvær i Kristus, så alle må se, at i Kristus er Guds rige allerede tilstede, nærværende.
Amen
Luk.17;1-4 – Om ikke at bringe til fald og tilgive igen og igen
Luk.17;5-6 – Ønsket om større tro
Luk.17;7-10 – Se på tjenesten frem for troens størrelse
Luk.17;11-19 – En helbredt sagde tak, det var en helbredende tro
Luk.17;20-21 – Guds rige er midt iblandt os
Luk.17;22-25 – Guds rigets endelige gennembrud
Luk.17;26-37 – Det tidspunkt kender ingen, men når det sker, er det uigenkaldeligt
Luk.18;1-8 – Lignelsen om den utrættelige enke
Luk.18;9-14 – Lignelsen om farisæeren og tolderen
Luk.18;15-17 – at modtage Guds rige ligesom et lille barn
****
Fordybelse, bøn og anfægtelse (Meditatio, oratio, tentatio – Luther)
Plejehjemsgudstjeneste til 25. søndag efter Trinitatis – v. Michael Berndsen
(dds 1306-08)
Vi lever i de sidste tider. Det er sagt mange gange iblandt kristne. De sidste tider kom med Jesus Kristus, og de vil ende den dag, Jesus kommer igen. Vores liv nu, er i de sidste tider. Vores dagligdag, vores gøren.
Og i disse tider er meldingen klar: ”Guds rige er midt iblandt jer.” For Jesus er her. Selvom Jesus for længe siden for til himmels, så er han stadigvæk tilstede på jorden. Han har jo selv sagt: ”Jeg er med jer, alle dage, indtil verdens ende”.
Og heri er Guds rige, at vi er med Kristus – og Kristus er med os. At vi har fællesskab med ham, at vi ved ham, kan kaldes Guds børn. Jesus har givet sig selv til os, Gud er med os, og derfor er hans rige, hans kraft og magt, midt iblandt os.
Men selvom det står os så nært, selvom Gud har givet sig selv, er vi stadig optagede af det, som skal komme. Noget mangler, noget er udeladt. Vi venter stadig på dette Guds rige, på at Jesus skal komme igen og stadfæste hans kongedømme, et evigt rige, på jorden. Vi har ventet hele vores liv, og mange slægter før os, har ventet deres liv ud. Vi håber og længes efter det kommende, efter det gode, som Jesus har lovet os.
Vi føler, fornemmer nemlig, et fravær. Selvom Jesus har givet os hans løfter, lovet os, at han er med os, tynges vi dog stadig, for han kan synes fraværende. Han er nemlig ikke synligt tilstede. Vi længes efter Menneskesønnens dage, da han gik på jorden. Vi misunder dem, der så ham, dem der kunne røre ham. For efter dette, er vores længsel.
Men for denne længsel, må vi vogte os. For utålmodighed kan føre til fristelse. Vores opmærksomhed kan henledes til falskheder. Det er oplagt, tiltrækkende, at søge de svar der drager os, og lade vores tro bero på det trygge, det som giver os hvad vi føler for her og nu. Men vi skal søge Jesus selv, vi skal lytte til hans ord.
Og Jesus fortæller os i dag, at vi må vente. – Han vil selv give os et tegn, når han kommer igen. Ligesom et lyn, der ikke kan overses, som lyset der oplyser alt, vil Gud vise sig. Når Kristus kommer igen, vil det være synligt for alle. Ingen fortolkning, ingen forklaring – men åbenbaring. Gud vil vise sig. Og Gud handler ikke i det skjulte, for han har selv sagt: ”Der er intet skjult, som ikke skal blive synligt, og intet gemt bort, som ikke skal komme frem i lyset.”
Vi må værne os, med tålmodighed. Vi må vente på, at Gud handler. Og han vil handle, det har han lovet. Så hvorfor bliver vi tvivlrådige? – – – Det er faktisk meget let at blive. For alle tider rummer mange tegn. Der har været uanede mængder af tegn i historien, der har antydet, at det er den sidste, sidste tid. Der har været endeløse rækker af fortolkninger og forklaringer, der har peget på at Gud står lige for døren, at det er nu, Jesus kommer igen.
Men hvad siger Jesus? At inden hans komme, vil tiden ligne enhver anden tid. For både i Noas dage, og dengang Sodoma fik sin dom, levede mennesker som de plejede, helt op til enden. De levede deres, dagligdags liv, de forventede ikke, at Herren ville komme. Alt skal være, som det plejer.
Heri ligger dagens opfordring. Det er dagens evangelie. Vi må forvente hans komme. Vi skal tro på, at han vil gøre det klart for os. Vi skal ikke vente på tegn eller tyde i gåder, nej, vi skal vente på at lyset træder frem, vi skal vente på, at Gud giver os sin klare melding. Og indtil da, skal vi leve her på jorden. Vi skal leve vores liv i forventning, vi skal leve, som var Guds rige iblandt os, som Guds børn, allerede nu. Vi skal se til hinanden, pleje vores jord, tjene det gode – dele vores liv og vores glæde, dele vores tro. Luther skulle engang have sagt: ”Kommer Kristus i morgen, planter jeg et træ i dag”. Det fortæller os, at vi skal leve i nærforventning, men ikke lade denne styre hvordan vi handler. For kristne har ventet på Jesu dag i næsten 2000 år, og beskeden fra ham har i al denne tid ikke ændret sig. Vi skal ikke være optaget af, hvornår han kommer, men hvile, forsikret af Jesu egne ord, at når dagen kommer melder han for os dens gry. Vi skal leve vores liv, indtil han kommer, som hans lys på jorden, som Guds børn, delagtiggjorte i hans rige.
Amen
****
Fordybelse, bøn og anfægtelse (Meditatio, oratio, tentatio – Luther)
24. søndag efter Trinitatis – v. Michael Berndsen
(DDS side 1301-03)
Tekst: joh 5,17-29
Vi lever. Det er øjensynligt. Vi kan virke og handle, vi kan tale og gå. Der var en dag, da blev vi født, og der kommer en dag, hvor vi går bort herfra. Livets ramme er sat, vi kan ikke nægte den, den er virkelig.
Men lever vi egentligt? I dagens tekst bliver det sagt meget klart – Livet hænger sammen med Gud. Livet kommer fra Gud alene. Og vi har allerede fået dette liv fra Gud, han har skænket det, til alle og enhver. Så ja vi må kunne konstatere, at vi lever.
Men vi skal også dø. For os, for mennesket, hører livet uundgåeligt sammen med døden. Vi skal alle samme vej. Livet er for os, en afgrænset størrelse, der kan ses i en ramme, forstås som en tidslinje. Ligesom sand der løber igennem et timeglas, går det stille og roligt sin gang i begyndelsen, men pludseligt udløber det, med en forbavsende hast.
Men Jesus taler ikke, om et sådant liv i evangeliet i dag. Nej, han taler ikke om et liv, tynget af tid. Når han taler om liv, er det evigt. Og hos ham er det døden, der er den afgrænsede størrelse. Livet varer ved, døden bliver besejret, og er ikke mere.
”Vågn op, du som sover, stå op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig!” – Hvad ventes der på? At vi dør? Skal vi dø, for at leve? Skal vi vente på opstandelsen, for at få del i Jesus Kristus?
Nej! Jesus siger, i evangeliet til i dag: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve.” Hvem taler Jesus dog til, og hvem lyser han for her? Døde? Sovende? Sover vi, er vi døde?
Svaret kan være både ja og nej. For kødet kan leve, selv hvis ånden er død. Mennesket kan gå omkring i søvne. Jesus forsøger i dag at vække os, få os til at rejse os, til at lytte. Han vil at vi skal høre hans røst, at vi skal tage imod det liv, som han har i sig, og ikke nøjes med dette, vores faldne liv, som vi her er bundet til.. Livet er mere, end det liv vi her og nu, lever. Livet er ikke liv bundet til død! Livet er evigt, livet overvinder den kommende dom, livet er i fællesskabet med Gud! Vi lever kun, hvis vi lever med Gud, for det er kun Gud der har det liv, som døden ikke har del i.
Timen er nu, at de døde skal høre Sønnens røst, tiden er nu, at vi kan leve med ham. Tak Gud, for denne mulighed, dette liv, tak Gud, for din Søn!
Det er så skønt, når Jesus taler til os om livet, om sin frelse. Men han er i dagens evangelie, optaget af forholdet mellem liv og død. Jesus taler om liv og om dom. Det er fantastisk at tænke på, at tale om, den gave, det liv vi har fået i Jesus Kristus. Men vi må ikke glemme den anden side. Vi skal huske, at når Jesus giver os livet, blev den os givet ved dom.
I dagens evangelie siges det tydeligt, der skal være dom. Og dommen er fastsat til dem, der ikke vil høre Guds Søns røst, dem der ikke er gået over fra døden til livet, ved Jesus Kristus. Søg Jesus af dit hjerte, søg ham nu, giv ham sæde i dit liv.
For at have evigt liv, handler om at være forbundet til Jesus, at tage imod ham. Og hvordan skal vi kende ham i denne sammenhæng? Hvordan skal vi tage imod ham? Som Guds Søn, som Kristus, kongen – og som vores dommer! Faderen har nemlig overdraget hele dommen til sønnen. Hvorfor er det vigtigt? Fordi, Jesus med sit komme, ikke alene besejrede døden, men dømte med sit liv, med sin opstandelse, os alle, både mennesket, såvel som hele jorden!
Se, hvis vi var retfærdige, og kunne undsige os den kommende dom, da behøvede Jesus slet ikke at komme til os. Hvis vi kunne stå levende igennem Guds dom, hvorfor skulle han så dø? Hvis jorden var som den skulle være, hvad er evangeliet så til for? Nej, virkeligheden er, at verden er dømt ude, mennesket er dømt til død. Det er den virkelighed, der har åbenbaret sig helt med Jesus Kristus. Det blev tydeligt, hvor stor uretfærdighed der regerede, i det øjeblik retfærdigheden åbenbarede sig, dengang Jesus stod frem iblandt os.
Gud ske tak og lov, for Jesus Kristus! For Guds Søn, for hans røst, for hans ord! For selvom dommen er lagt på os, tilbyder Jesus os liv! Selvom døden har magten, vil Jesus besejre den. Han tog dommen på sig, han led døden, under Guds vrede. Og han gjorde det, for os.
Hvem kunne vi så hellere se til dommer? I hvis hænder kan vi ellers give vores liv? Jesus alene: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham”.
Med Jesus Kristus kom dommen, Guds afgørelse over mennesket og skabningen. Men dommen var ikke Guds mål, hans sigte. Nej, da Sønnen steg herned, skænkede Gud os sin frelse, sit liv og et evigt fællesskab med Ham, af sin store barmhjertighed, og uudgrundelige kærlighed. Ved Jesus skal vi leve, kun i Ham, har vi liv!
Amen
****
Fordybelse, bøn og anfægtelse (Meditatio, oratio, tentatio – Luther)