Vi fejrer gudstjeneste på andre måder end ved gudstjenester på søn- og helligdage. Du kan herunder læse lidt om de forskellige gudstjenesteformer. Hold øje med kalenderen og vores Facebookside Assing Kirke & Sogn. Her kan du se, hvornår vi har andre gudstjenester på programmet.
Børnegudstjeneste
– er en kort gudstjeneste en lørdag formiddag i Assing Kirkes Sognehus. Vi hører blandt andet bibelhistorie fortalt for børn, vi synger sange og salmer og gerne med fagter og bevægelser.
Vi arrangerer børnegudstjeneste i samarbejde med byens kirkelige børne- og ungdomsforeninger og klubber. Derfor medvirker de også.
Messy Church
Messy Church holdes fredag og er samvær for voksne, børn, familier, enlige, bedsteforældre – kort sagt alle, der gerne vil være sammen med andre og lære lidt mere om Gud og kirke. Det er tilrettelagt med særlig henblik på at inddrage hoved, hænder og krop.
Vi starter med drop-in og herefter opstartes forskellige aktiviteter, som man kan gå rundt og deltage i efter interesse. Det kan være en leg, bygge med klodser eller bygge en bro, folde papirsflyvere, male, fremstille noget med perler og meget meget mere. Aktiviteterne har altid en sammenhæng med dagens emne.
Efter aktiviteterne følger en kort gudstjeneste med sange og bibelfortælling.
Efter gudstjenesten er der fællesspisning. Det er gratis at spise med.
Hele arrangementet laver vi sammen med byens kirkelige børne- og ungdomsforeninger og klubber.
Ungdomsgudstjeneste
– er forkyndelse, rytmisk lovsang, aktivitet/happening, bøn og mulighed for refleksion med afsæt i et tema, som unge kan forholde sig til. Gudstjenesterne planlægger vi sammen med kirkelige foreninger i sognet.
Vores ungdomsgudstjenester er for konfirmander og opefter.
Vi holder ungdomsgudstjeneste 2-3 gange om året, typisk søndag sidst på eftermiddagen i Assing Kirke. Efter en ungdomsgudstjeneste samles vi til pizza, hygge og fællesskab i sognehuset.
Familiegudstjeneste
Første søndag i advent, Helligtrekongers søndag og Palmesøndag holder vi familiegudstjeneste i stedet for den almindelige søndagsgudstjeneste. Formen er lidt anderledes, og der er tænkt i, at der skal være noget for alle aldre.
Gudstjenesterne planlægger vi i samarbejde med byens kirkelige børne- og ungdomsforeninger og klubber, som ofte også medvirker. Blandt andet laver De grønne Pigespejdere Helligtrekongers spil ved familiegudstjenesten Helligtrekongers søndag.
Friluftsgudstjeneste
Friluftsgudstjeneste er en aftengudstjeneste en torsdag i juni på plænen ved Assing Kirkes Sognehus. Arrangementet begynder altid med faneoptog ført an af Kibæk Tambourkorps.
Gudstjenesten bliver tilrettelagt sammen med de kirkelige foreninger og klubber i byen. De medvirker som regel også i gudstjenesten. Det samme gør Kibæk FDF orkester og Kibæk Tambourkorps, som fører an i det optog, der kalder til gudstjeneste.
Efter gudstjenesten er der samvær og hygge. Foreningerne sørger for grill og pølser, og menighedsrådet serverer kaffen.