Bryllup i kirken
Et kirkebryllup er både vielse og velsignelse af jer som par. Ved brylluppet siger I ja til at leve sammen som ægtepar og til at elske og ære hinanden.
Et bryllup i kirken foregår som en gudstjeneste med bønner, salmer, bibellæsninger, en vielsestale og velsignelsen. Læs mere om kirkebryllup ved at klikke her.
I kan blive gift i folkekirken, når I begge eller én af jer er medlem. I kan blive gift i kirken i jeres bopælssogn eller i en anden kirke, I har tilknytning til.
Vil I vide, om I opfylder kravet om tilknytning til kirken, så kontakt vores sognepræst Klaus Buch Møberg (klik her for kontaktinfo) eller kirkekontoret (klik her for kontaktinfo) .
Har I besluttet jer for at sige ja til hinanden i kirken, skal I aftale tidspunktet for jeres bryllup med vores sognepræst Klaus Buch Møberg eller med kirkekontoret.
Vielser foregår oftest i kirken, men hvis I som brudepar har en særlig tilknytning til et sted, og jeres præst kan godkende dette, kan vielsen foregå uden for kirken.
Kirkelig velsignelse
Mange par bliver gift på rådhuset, men vælger senere at gå i kirken og få velsignelsen. Det kaldes ‘kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab’.
Der er dog den afgørende forskel, at præsten ikke spørger jer, om I hver især vil tage den anden til ægtefælle. Dette spørgsmål har I jo svaret på. I stedet svarer I ja på vielsesritualets andet spørgsmål om at elske og ære i medgang og modgang, indtil døden skiller. Læs mere om kirkelig velsignelser ved at klikke her
Hvis I gerne vil have en kirkelig velsignelse, så skal I lave en aftale med vores sognepræst Klaus Buch Møberg. Find hans kontaktoplysninger ved at klikke her.
Det gælder som ved vielser, at velsignelser oftest foregår i kirken, men hvis I som brudepar har en særlig tilknytning til et sted, og jeres præst kan godkende dette, kan den også foregå uden for kirken.
Spørgsmål og svar til jer som planlægger bryllup
Prøvelsesattest
Før vielsen skal I have en prøvelsesattest fra kommunen. Den skal afleveres til præsten eller kirkekontoret. I skal udfylde en ægteskabserklæring til kommunen på borger.dk (klik her for at åbne siden) for at få prøvelsesattesten. Attesten viser, at I opfylder betingelserne for at indgå ægteskab. Prøvelsesattesten er gyldig i fire måneder.
Samtale med præsten
Før brylluppet har I en samtale med præsten. Her gennemgås vielsesritualet, I aftaler salmer og gennemgår alt det praktiske i forbindelse med vielsen.
Vidner
Vielsen har juridisk gyldighed. Derfor skal der være to vidner til stede under vielsen. Det kan for eksempel være to familiemedlemmer, som er tilstede i kirken til jeres bryllup. Vidnernes navne og adresser noteres i Personsag/Kirkebogen.
Nyt navn i forbindelse med vielse?
Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I selv ansøge om det på borger.dk (klik her for at åbne siden). I kan som hovedregel få hinandens mellem- og efternavne. Indtil tre måneder efter vielsen er det gratis at få foretaget navneændring, hvis der er tale om et navnefællesskab. Et navnefællesskab betyder, at I vælger at få hinandens mellem- og efternavne.