Minikonfirmand er et gratis undervisningstilbud til alle, der går i 3. klasse i Assing Sogn.
Hvad laver vi?
Til minikonfirmand undersøger vi den kristne tro, gudstjenesten og kirken.
Sammen oplever vi, leger, hører fortællinger, synger, taler om de spørgsmål, minikonfirmanderne helt naturligt og nysgerrigt stiller og er kreative. I kirken går vi på opdagelse og får lov at komme steder, hvor andre normalt ikke kommer. Ved et andet besøg i kirken er vi på kirkegården.
Blandt nogle af de emner, vi tager fat i, er skaberværket, dåb, kærlighed og tilgivelse, næstekærlighed og døden.
Forløbet afslutter vi med et formiddagsarrangement i Assing Kirkes Sognehus en lørdag formiddag for hele familien. Her optræder minikonfirmanderne og viser noget af det frem, vi har arbejdet med.
Undervisningen varetages af vores sognepræst Klaus og sognemedarbejder Lise.
Tilmelding sker til Lise på 20 31 81 01/lisj@km.dk
Hvor & Hvornår
Tilbuddet om minikonfirmand udbydes i efteråret og har opstart i august.
Vi har 10 undervisningsgange. Dertil kommer ’StarNight’ (en aften kun for minikonfirmander arrangeret af de kirkelige børne- og ungdomsforeninger) og afslutningsarrangementet. Undervejs i forløbet vil der typisk også være børnegudstjeneste og Messy Church.
De kommende minikonfirmander vil få en invitation med datoer for minikonfirmandforløbet udleveret i skolen/på Aula, når tiden nærmer sig. Bemærk, man behøver ikke være døbt for at gå til minikonfirmand.
Undervisningen foregår i Assing Kirkes Sognehus – enkelte gange tager vi en bus ud til Assing Kirke. Vi henter børnene i skolen, da undervisningen begynder lige efter skoletid, og så følges vi til sognehuset.